Henriette RostrupHenriette Rostrup • C2-023Louise ColdingLouise Colding • C2-023Peoples PressPeoples Press • C2-023
Forbrydelser, kærlighed og kvindeliv i historiens København – samtale med Henriette Rostrup og Louise Colding
Henriette RostrupLouise ColdingJohanne Bille (moderator)
Henriette Rostrups historiske krimitrilogi 'De fortabte' foregår i København omkring Første Verdenskrig – en tid præget af store klasseskel, manglende rettigheder for kvinder og tætte forbindelser mellem samfundets magtelite og den kriminelle underverden. I trilogiens seneste og sidste bind, 'Det retfærdige blod', væves krigens rædsler sammen med medicinsk forskning, biologiske våben og en gådefuld forsvinding.
Louise Colding går længere tilbage i bogen 'I brand', der er første bind i den nye romancetrilogi 'Flammer over København'. Her bliver Københavns brand i 1795 kulisse for fortællingen om den handlekraftige købmandsdatter Julia, der står foran sin debut i det københavnske selskabsliv. Hun har sans for forretninger og holder følelserne i stram snor – lige indtil mødet med baron Alexander von Løvensburg får kærligheden til at slå gnister, mens København står på kanten af en katastrofe.
Mød de to forfattere til en samtale om historisk research, stærke kvindeskikkelser og kunsten at gøre Danmarkshistorien til fortællinger fulde af spænding, drama og kærlighed. Samtalen bliver modereret af Johanne Bille.
Bogsignering på standen efter interviewet.
Stand