Menneskebiblioteket
Dømmer du bøger på deres omslag? Hvad med mennesker?
På årets Bogforum kan du møde og låne en bog fra Menneskebiblioteket, og blive udfordret på dig selv, din viden og dine fordomme.
En bog fra Menneskebiblioteket er et menneske, der repræsenterer en gruppe i samfundet, der hyppigt er udsat for fordomme eller diskrimination på grund af deres livsstil, køn, sociale status, etnicitet, handicap og lign. Baseret på deres personlige oplevelser svarer de på spørgsmål fra læsere (dig), og er på den måde med til at udfordre de stereotypiske forestillinger, fordomme og tabuer, som mange af os går rundt og har. Bøgerne er ikke politiske eller missionerende, men er i stand til at overgive sig til læserens nysgerrighed ved at være en “åben bog”, der svarer åbent og ærligt på læserens spørgsmål. Du har derfor mulighed for at spørge om alt muligt, og udfordre dine egne fordomme i mødet. Man må gerne være flere om at dele en bog. Udlån kan have en varighed på op til 30 minutter.
Husk: respektér bogen, vær nysgerrig, aflevér bogen i tide og i samme stand. Både bog og læser har til hver en tid ret til at afslutte udlånet.
Standplads
ESYD-011