ORDSKÆLV – KH Børnene
‘If you see something, say something’ sagde Peter Hummelgaard, da han citerede skilte i New Yorks lufthavn i sin tale, der var fremragende opvarmning for dagens store stjerner: Forfatterne bag Ordskælvs nyeste udgivelse ‘Kh Børnene’, som er skabt på skriveværksted i Poesiens Hus.
‘Mange vil nok sige, at man ikke kan dufte stemninger, men når jeg tager i dørhåndtaget og råber: ”Hej!”, kan jeg med det samme dufte, om det er vrede eller ro, der er i huset den dag. Jeg kan lugte vold og frygt.’
Sådan skriver Sille, en af de modige 8 unge, der debuterede som forfattere og udkom med deres historier om en barndom med vold i ‘Kh Børnene’ for en måned siden. Deres fortællinger er rasende, sårbare, og frem for alt: Vanvittig vigtige.
For vi ser ikke altid det, vi skal se. Ikke fordi vi ikke vil, men fordi vores blik ikke er trænet til at se, det der skal ses, mærke det der skal mærkes, handle på det, der skal handles på. Derfor findes Ordskælv, som Poesiens Hus med sine skrive- og læseværksteder for børn og unge er med til at skabe.
De historier, der er samlet i ‘Kh Børnene’ og alle andre Ordskælv-udgivelser, er ikke bare de unges historier. De er vores allesammens. De skal læses og lagres i vores kroppe, så vi kan mærke verden med deres blik.
For det er det, de unge forfattere, som skriver Ordskælvs udgivelser gør: Bruger deres stemme og skrift til at låne os deres sanser og erfaringer. Når vi læser, mærker vi raseriet, sårbarheden, længslen, håbet som vores eget. En kvinde med pulsur på armen, der var til bogreceptionen fortalte, at efter 40 minutter, foreslog hendes pulsur, at hun skulle tage en pause. Hun havde siddet helt stille på kanten af sin stol og lyttet til de unge, der havde lynet brystkassen op og hjerteblodsblødt deres fortællinger fra scenen i Nationalmuseets Festsal.
De unges fortællinger udvider vores erfarings- og sansefelt, og det har vi brug for, så vi sammen kan stoppe vold og svigt. Børnene kan ikke tage en pause før alle voksne omkring dem lærer at se og handle på det, der skal ses og handles på.
‘Som den, der har åbnet fortællerummet for de unge som direktør i Poesiens Hus og har bundet sløjfe på deres fortællinger som ansvarshavende redaktør i Ordskælv, så har jeg boet i deres historier det sidste halve år. Nu skal deres historier også bo i dig, for mennesker trænger mennesker, og hvis du læser det her, så ved jeg, at du er den helt rigtige at forære denne her bog, som ikke bare er en bog, men også er en bevægelse,’ siger Karen Siercke.
‘Kh Børnene’ er skrevet af 8 unge, der har oplevet vold i barndommen og udgivet af Ordskælv Forlag for Barndom Uden Vold med støtte fra Ole Kirk’s Fond. Poesiens Hus har ledet de kreative processer, der har resulteret i udgivelsen.
Læs ‘Kh Børnene’, som justitsminister Peter Hummelgård gav 6 stjerner i sin anmeldelse i Altinget: https://www.altinget.dk/artikel/6-aer-fra-justitsministeren-otte-unge-har-skrevet-et-raab-hjaelp-der-har-faaet-mig-til-at-stoppe-op-og-tage-stilling
Bogen er gratis og uddeles fra Poesiens Hus stand E-SYD 016A så længe lager haves. Ønsker du at modtage en bog med posten, så giv en donation på 200 kr til Poesiens Hus og send din adresse til – så sender vi dig ‘Kh Børnene’ som boggave.