Poetisk grøn & håndlavet aktivisme
Kan vi forny samtalen om klima og katastrofer med poesi? Kan vi læse os frem til at handle anderledes, helt ned i de mest konkrete hverdagshandlinger?
Mød på Poesiens Hus‘ stand forfatter og ph.d. i katastrofepsykologi Silja E. K. Henderson og forfatter Maja Elverkilde, når vi lægger verdenssamfundet på den poetiske briks i en samtale om, hvordan litteraturen kan være vores allierede, når vi skal forvandle klima-afmagt til handlekraft.
Om Maja Elverkilde: (f. 1975) siden 2013 bosat i Sverige, hvor hun har undersøgt mulighederne for at skabe sine egne kredsløb omkring hverdagens praktiske behov. Om ’Jeg plukker græs’ (A Mock Book 2024): I en kritisk-poetisk collage af tanker og evolutionshistorier undersøges nutidens krav til effektivitet og nytteværdi og civilisationens stivnakkede misforståelser. Og ikke mindst muligheden for nogle gange aktivt at vælge maskinerne fra. Foto af Simon Bue Schröder.
Om Silja Henderson: (f. 1981) er uddannet cand.psych. og har en ph.d. i katastrofepsykologi fra Københavns Universitet. Hun skriver pt. på en ”dagbog-udenfor” om landskaber, sagn og lokalhistorie nær hendes hjem i Gundsømagle, Roskilde.
Om ’Zonen’ (Gladiator 2022): Zonen er et kor af tekster om den verden vi lever i, noter og digte, sci-fi, fabler og ritualer, et oprør, en protest, en bøn — en forhandling med (u)mulige fremtider.