Birgitte Røddik
Mød Birgitte Røddik, fotograf, forfatter og eventyrer, på standen for Rejser & Eventyr på ESYD-028.
Birgitte har siden sine unge dage boet og arbejdet i mange forskellige lande. Som bare 21-årig tilbage i 1988 tomlede hun rundt i Thailand og rejste alene rundt i et meget lukket Kina. For Birgitte er det at rejse et spørgsmål om at fordybe sig i menneskerne, kulturerne og landendes historie. Og allerede før hun blev uddannet fotograf, rejste hun med kameraet ved sin side, og specielt det at fotografere mennesker har været hendes lidenskab.
På sin seneste lange rejse, der begyndte med en sejltur over Atlanterhavet, rejste hun alene op gennem Caribien for at ende i Cuba. Birgitte havde denne gang besluttet, at ud over at tage portrætter af cubanere ville hun også interviewe dem for at lære mere om landet.
I januar 2024 udkom Birgitte med sin første store fotobog, en bog der er baseret på portrætter og interviews af 16 cubanere og krydret med opskrifter på cubanske retter og stemningsbilleder fra det smukke Cuba.
Birgitte er at finde på standen alle dage og signerer gerne bøger. Og ud over bøger vil man også kunne købe smukke postkort.