Jesper Wung-Sung
Jesper Wung-Sung (f. 1971) debuterede i 1998 med novellesamlingen To ryk og en aflevering og har siden skrevet en lang række bøger for børn, unge og voksne. Wung-Sung har blandt andet modtaget Bogforums Debutantpris, Silas-prisen, Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger, De Gyldne Laurbær og i 2022 Søren Gyldendal Prisen og Drachmannlegatet. Værkerne er oversat til ni sprog, filmatiseret og dramatiseret. I 2022 udkom romanen Kvinde set fra ryggen til store roser og samme år blev Wung-Sung optaget i det prestigefyldte Det Danske Akademi. I 2024 udkom Hans Christian, en roman hvori Wung-Sung får – eller tager – ordet, som den store forfatter Hans Christian Andersen. Vi følger ham fra da han bliver født i et lille hus i Odense i 1805 til han som 14-årig rejser den lange og trange vej til København i håbet om, at nogen dér vil opdage hans talent for at synge og optræde, så han kan opnå den storhed, han ved venter på ham ude i verden. Han er en grim ælling, plaget af tvivl og håbløshed, men samtidig løftet af sin ukuelige tro på, at verden vil ham det godt.