Pete Williams
Jeg er opvokset i 60erne og 70erne London, og blev født ind i en fattig, dysfunktionel arbejderklasse familie. Jeg brugte en stor del af min tid på gaden, og endte også med at komme i politiets søgelys i en ret ung alder.
Som teenager fik jeg valget imellem at komme på opdragelsesanstalt eller deltage i et projekt for utilpassede, kriminelle unge – jeg valgte det sidste, og The Hammersmith Teenage Project blev min vej ud af London, og endda ud af England.
Jeg har haft mange forskellige jobs, og i mine unge dage arbejdede jeg som roadie for f.eks. The Sex Pistols og Smokie. Jeg har været langturschauffør i Europa, professionel DJ og jeg har været selvstændig erhvervsdrivende af flere omgange, bl.a. med egen butik og transportfirma.
Jeg kom til Danmark første gang for mere end 40 år siden og forelskede mig med det samme i landet. Efterfølgende har jeg boet i forskellige landsdele. Det er i Danmark jeg har stiftet familie, arbejdet som voksen, fået venner, og nu også skrevet en bog.
Jeg besluttede mig primært for at skrive min bog “Født til Fiasko – en social tabers lange vandring” for at takke én af de socialpædagogiske medarbejdere fra The Hammersmith Teenage Project, Peter Fussell, fordi han så mulighederne i mig, fremfor at fokusere på de begrænsninger man ofte forbinder med en person født ind i mine omstændigheder.
Han lærte mig ikke kun at gribe de chancer livet tilbyder, men at genkende chancerne, når de tilbyder sig.