Wilhelm Østergaard
Wilhelm Østergaard (f. 1991) var allerede som lille utroligt nysgerrig og fascineret af alle mulige ting – bortset fra at gå i skole. Det har ført ham vidt omkring fra graffitimaling i New Yorks subway og ghettoen i Medellin over ayahuasca-trips i Amazonas og til kriminelle miljøer i København og omegn.
I 2014 åbnede han sammen med et par venner barbersalonen Henri i Elmegade i København, hvor der kom alt fra bandemedlemmer og direktører til syrienskrigere og politifolk. Han købte en båndoptager og begyndte at indspille deres historier. Det blev til podcasten I stolen hos Henri og senere podcastserien Fængsel for DR, der modtog en Audio Prix for Årets samtale i 2023. Derefter er fulgt serierne om danske outsidere og eventyrere i Pattaya Cowboys og Alanya Cowboys.