Forlaget er stiftet af Onkel Hawaii og udgiver romaner, novellesamlinger og graphic novels, og har modtaget adskillige litteratur- og designpriser for deres bøger. Tak fordi du spørger...
God litteratur bør nydes på afkølede, regnfulde dage. For hvordan hænger livet sammen? Vi tror ikke det hænger sammen. Litteraturen eksisterer i det felt, hvor man taber hovedet. Vi mennesker har et behov for at inddele, kategorisere, opdele livet og udstykke det, så vi finder mening. Ellers bliver vi sindssyge. Det er derfor vi genfortæller det til hinanden, som et resumé, der opridser hovedpunkterne, dem vi sjældent er herre over. Vi finder hvile i enkelthederne, udpensler dem, romantiserer eller melankoliserer det til ukendelighed.
Det er derfor, at vi tror på historiefortællingen. Den er med til at ophøje virvaret af tilfældigheder, og for en kort stund gøre livets korte åndedræt til noget udover det meningsløse.
Vores bøger afsøger grænserne for den menneskelige eksistens. Umuligheden af at leve. Og de filosofiske overvejelser af den slags, der gør sig bedst i røgfyldte lokaler.